Når foråret blomstrer op og forvandler det byens grågule, døde arealer til frodige grønne oaser. Hvis det altså får lov for plæneklipperen.

I ibo har vi haft vi været ude med biodiversitetsforkæmper Karsten Møller, der tidligere holdt foredrag for os om mulighederne for mere liv i erhvervskvarterer og plænearealer. I en tid hvor vi med alarmerende hast er ved at miste et helt led i vores økosystem: insekterne, ruster vi os også i ibo til at slå et slag for det personlige ansvar og inspirere ejendomsbesiddere til de små tiltag, der samlet set har stor betydning. ’Vild med vilje’ er et koncept der vinder frem og hjælper bier og sommerfugle mm. til overlevelse.


Karsten tog os på en roadtrip ud i solskinnet for bl.a. at vise os plænestykket ved Spurveskjul i Virum. Her havde han en gang kørt forbi og fået en wow!-oplevelse ved synet af et blomsterhav ud til den asfalterede vej. Men året efter var det reduceret til en nedklippet græsplæne. Og igen året efter det. Det var blevet en såkaldt ’grøn ørken’ fordi nedklippet græs hverken giver føde eller levesteder til dyr. Karsten besluttede sig for at tage op og snakke med kommunen og fortælle dem, hvor stor en forskel det gør for det lokale dyre- og planteliv, og for ham, hvis de bare ville give plæneklipperen fri. Og de lyttede!

Det følgende forår fik den vildtvoksende engkarse lov at strække sine hvide blomster op fra det høje græs og give næring til bla. smukke aurora sommerfugle. Sammen nød vi det billedskønne resultat af Karstens initiativ. En lille indsats med så fantastisk et resultat for øjnene af alle, der passerer her.

 

 

Karsten kørte os videre til Åmosebakken, hvis kuperede terræn breder sine grønne arealer ned til Lyngby Åmose. Her viste han os hvordan ’vild med vilje’ konceptet er integreret ved at man har ladet græsset gro og i stedet slået det i enkelte stier gennem landskabet og langs vejkanter, så det er tydeligt, at plæneklipperen har været forbi og området skam bliver plejet, men at man fuldt bevidst overlader noget vildskab til naturen, til glæde for de mindste væsener – og alle os andre.

 

 

Biodiversitets-turen sluttede af i Karstens egen lille have. Med udsigt til et blomstertæppe af lysende mælkebøtter mellem frugttræer snakkede vi om udfordringen i ukrudts-begrebet som giver folk skyklapper på for skønheden og værdien af de blomster og planter vi ikke selv styrer med hård hånd. Er ideen om den nøgne have eller det nedbarberede udeareal efterhånden blevet gammeldags og ude af trit med udviklingen? Signalerer det, at man sidder fast i en tid, hvor mennesket var i magtkamp med naturen og brugte sin nedkæmpelse til at signalere ’ordentlighed’ og velplejethed? Fra den gang naturen virkede uudtømmelig og man ligefrem skrabede insektlag af bilruden efter en køretur. Den verden har forandret sig, og vi er nødt til at forandre os med den.

Om vi hver især tager kampen op for det lille kommunale plæneareal eller lader græsset gro i egen have – eller på virksomhedens grønne områder – så gør det alt sammen en vigtig forskel som er større end summen af alle de åbenlyse fordele: æstetik, positiv branding og signalet om at vi tager fremtiden alvorligt.